Den skønne forsmag på sommer slutter i følge DMI nok i morgen, onsdag.
Premier Is er dog klar med tre nye is til denne sommer.
Skræl din Pirulo Jungly
Igen i år kan de yngste is-spisere glæde sig over endnu en Pirulo-variant på iskortet. De tre eksisterende Pirulo-varianter får nemlig selskab af Pirulo Jungly – en helt anderledes ispind af vaniljeis med overtræk, der ikke bare smager af banan: Det kan også skrælles som på en banan.
Pirulo Jungly er sommerens nyhed til alle børn og barnlige sjæle.
Den slående lighed er ikke til at tage fejl af: Pirulo Jungly ligner en banan, den smager af banan og den kan skrælles som en banan. Pirulo Jungly er en cremet vaniljeispind med overtræk af lemonadeis med banansmag. Da overtrækket er tilsat gelé, får det en konsistens, der gør det muligt at skrælle det helt som på en rigtig banan.
Jungletrommerne kommer med garanti til at buldre over det ganske land, for alle isglade børn vil være ellevilde for at få fingrene i den abeskønne Pirulo Jungly.
Pirulo Jungly har en vejledende udsalgspris på 10 kroner.
Ismesterens Karamel
Karamel er sukker i majestætisk form, og den gyldne og raffinerede flødekaramel giver ikke uden grund associationer til luksus og intens nydelse. Smagen af karamel forener det varme og søde med det let brændte, og med sin kombination af fyldig, cremet vaniljeflødeis og fortryllende flødekaramel bliver Ismesterens Karamel intet mindre end den perfekte himmerigsmundfuld fra første til sidste bid.
Med 2014-sæsonen har serien ”Premier’s” skiftet navn til ”Ismesterens”. Navneskiftet og den tilhørende designændring er sket for at sætte ekstra fokus på det håndværk og den kvalitet, der har været de bærende elementer hos Premier Is siden 1933.
Meget har ændret sig, siden det hele begyndte i Thisted i 1933, men én ting står fast: Premier Is laver stadigvæk is baseret på piskefløde og gode råvarer.
Ismesterens Karamel er en del af den populære serie ”Ismesterens”, der spænder over varianterne Karamel, Mørk, Jordbær, Mandel, Kæmpe Eskimo og Lakrids. Godt nok har isene hver deres smag, men de har én ting til fælles: De er alle blevet produceret på Premier Is’ mejeri i Thisted med brugen af gode, naturlige råvarer og uden tilsatte farvestoffer.
Ismesterens Karamel har en vejledende udsalgspris på 23 kroner.
MaxiBon Cookie
Med sin frække og overraskende kombination af is, chokolade og kage har MaxiBon altid været klassens festlige klovn. Den populære is får nu en lige så festlig klassekammerat, nemlig MaxiBon Cookie, der har fået skiftet den mørke bløde kiks ud med en cookie fyldt med masser af chokoladestykker.
MaxiBon Cookie er ligesom den originale MaxiBon en is-sandwich. Fyldet består af vaniljeis med chokoladeknapper, hvor den ene ende af sandwichen er dyppet i chokolade, mens vaniljeisen i den anden ende er omgivet af to runde cookies med chokoladestykker.
MaxiBon Cookie har en vejledende udsalgspris på 23 kroner.