Der hersker ingen tvivl hos DMI: Flot sommervejr er på vej østfra til hele landet.
Det lille "men" er blot, at mandag lige skal passere.
- Overskriften for ugen er, at det bliver fint sommervejr især fra tirsdag. Det eneste minus er, at det blæser de første dage, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI.
Særligt for den sydvestlige del af landet byder mandag på skyet vejr med byger og lokal torden. Den nordøstlige del af Danmark kan regne med enkelte byger i løbet af formiddagen, men ellers tørt vejr med lidt eller nogen sol.
Temperaturen vil ligge på mellem 20 og 23 grader, mens vinden bliver jævn til hård fra øst. Ved Østersøen kan det blæse op til kuling.
- Vi har døjet med fugtig luft fredag, lørdag og søndag, og det har givet byger og lokale skybrud. Det er de sidste krampetrækninger fra dette vejr, som kan mærkes i Syd- og Sønderjylland, siger Frank Nielsen.
Det er et lavtryk, der mandag kommer med regn og torden fra Tyskland. Det besvares dog af et højtryk, som breder sig fra Nordskandinavien og sender tør og lun luft frem de efterfølgende dage.
Allerede tirsdag bliver det tørt med nogen eller en del sol og temperaturer mellem 20 og 23 grader. Den sydvestlige del af landet kommer dog til at kæmpe med skyet vejr og nogle byger, men så skulle det også været slut.
- Vinden gør, at det måske ikke føles så varmt i starten af ugen, og det bliver ikke stille sommeraftener de første dagen, men fra onsdag kommer der ganske meget sol, og det er ikke mange skyer, der generer, siger Frank Nielsen.
Onsdag byder på tørt og solrigt vejr. Termometret sniger sig op på 25 grader, mens en svag til jævn vind blæser landet over.
Og så holder sensommervejret fast med sol og 25 grader både torsdag og fredag.
- Det ser ud til også at holde weekenden med måske endda med endnu varmere temperaturer, siger Frank Nielsen.
/ritzau/