En solrig og varm weekend står for døren, og allerede fredag giver vejret en forsmag på, hvad der er i vente.
- Vejret bliver én stor sol i tre dage. Vi får faktisk sol fra morgen til aften, og temperaturerne er også ganske fornuftige, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ritzau.
Termometret kommer typisk til at vise mellem 23 og 25 grader, mens det nogle steder stopper ved 20 grader og lokalt kan blive helt op til 27 grader.
Kombineret med en svag til jævn vind kommer det også til at føles varmt.
- Vinden svaler selvfølgelig lidt på det, men man kan nok ikke få en meget bedre sommerweekend, siger Frank Nielsen.
Det er et højtryk ved Finland, som sender varm og tør luft frem til os fra øst, og der følger ikke mange skyer med.
- Der kan komme et par klatter skyer, men det er næsten ikke værd at nævne. Man kan også være uheldig i de tidlige morgentimer at vågne til en tågebanke, men den er hurtigt væk, lyder det fra Frank Nielsen.
Vejret indbyder altså til at bruge en dag eller to på stranden, og for de friske, der vil køles ned med en dukkert, er vandet typisk mellem 17 og 20 grader varmt.
- Med vinde fra sydøst og øst vil det ofte være sådan, at man har det varmeste vand ved de østvendte kyster, så i denne weekend er det nok varmest ved Øresund og Køge Bugt, siger Frank Nielsen.
- Der vil også være steder som Limfjorden og Det Sydfynske Øhav, hvor det nok kan komme over 20 grader, siger han videre.
Søndag tager vinden dog til, og det sætter sommervejret på pause.
- Når det blæser op søndag, indikerer det et vejrskifte. Det når ikke frem mandag, men natten til tirsdag får vi nok regn og køligere vejr, siger Frank Nielsen.
Herefter bliver vejret igen varmere, men fugtigt og noget ustadigt.
/ritzau/