Sofie Sønderup er stifter og admin i gruppen Forsvunde personer! på Facebook, som har mere end 30.000 medlemmer og lige nu er stærkt optaget af sagen om den forsvundne 17-årige pige fra Korsør Emilie Meng.
De sidste to uger har hun brugt al sin tid på at koordinere frivillige eftersøgninger i Korsør og være bindeled mellem borgere, politiet og familien til Emilie Meng.
Hun fortæller til Dagens.dk, hun har fået markant flere henvendelser fra borgere med tip, efter at familien offentliggjorde størrelsen på dusøren i sidste uge. Hun får især mange henvendelser fra clairvoyante, men også enkelte beskeder af direkte ondskabsfuld karakter, som ikke har noget på sig.
- Der er folk, der skriver ting som 'jeg er sammen med Emilie lige nu'. Jeg er stoppet med at svare på den slags beskeder, jeg sender dem direkte videre til politiet. Det er skrækkeligt, at folk kan få sig selv til at skrive sådan nogle ting. Det giver et falsk håb til familien, siger Sofie Sønderup til Dagens.dk.
Hun fortæller, at langt de fleste tip kommer fra velmenende borgere, der bare gerne vil hjælpe. Men indtil videre har ingen af henvendelserne været brugbare i efterforskningen.
- Folk vil så gerne hjælpe, men det er helt sindssygt, så mange tip og teorier, der kommer ind nu. Folk ser syner. Jeg kan godt mærke, at denne her sag involverer hele Danmark, fortæller hun.
Læs også: Nordjysk ægtepar er ikke i tvivl: Vi har snakket med 17-årige Emilie
Sofie Sønderup, som nu modtager godt 200 henvendelser om dagen og også får opkald på sit private nummer, har i dag lagt en video med en løftet pegefinger op på Facebook, fordi hun i stigende grad oplever, at folk diskuterer deres teorier om sagen på Facebook.
- Folk glemmer, at de pårørende sidder og læser med. Det nytter ikke, at de clairvoyante skriver, at de ved, hvor hun er, for det giver familien håb. Mange af de klarsynede vil rigtig gerne gøre en forskel, og de vil rigtig gerne komme det fif, der gør, at vi kommer videre i sagen. Men det er bedre at folk sender tip privat til mig eller direkte til politiet, end at de diskuterer ting inde i grupperne.
- Lige nu er alle tip formodninger. Det skal folk huske. Det eneste fakta er, hun blev set på Korsør Station 10. juli.
Men det er ikke kun af hensyn til Emilie Mengs familie, at folk skal være forsigtige med, hvad de skriver på sociale medier. Sofie Sønderup, som kommer fra Dragør og er mor til tre piger, forklarer, at det er et problem, hvis en clairvoyant for eksempel skriver, at Emilie Meng ligger nede ved en sø.
- Så tager folk derud og tramper alt ned, der kunne være beviser. Derfor er det bedst at give den slags oplysninger direkte til politiet, så de kan undersøge sporet først.
- Der er nogle mennesker, der ikke kan finde ud af at skelne mellem fakta og formodninger. Jeg tager rigtig gerne imod henvendelser, og det kunne være fantastisk, hvis vi rammer plet, men det skal ikke stå på Facebook, understreger hun.
Emilie Meng valgte at gå hjem fra Korsør Station søndag den 10. juli, mens veninderne delte en taxa. Hendes hjem ligger i det centrale Korsør mere end tre kilometer fra stationen, og hun kom aldrig hjem.
Det sidste livstegn: Her ses Emilie Meng forlade Slagelse Station 10. juli.
Oplysninger i sagen kan rettes til Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi på telefon 114.
Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler: