Søren Rasmussen sikrer Flensburg-sejr trods alt

admin

|

21/04/2014

Dagens topnyheder

Flensburg-Handewitt rejser på lørdag til Makedoniens hovedstad, Skopje, for at møde Vardar i en kamp, der afgør, hvem der skal med til Final 4-stævnet i håndboldens Champions League.

Og at nordtyskerne efter en 24-22-sejr i mandagens første opgør på hjemmebane trods alt har et forspring på to mål at give af, kan klubben i høj grad takke den danske målmand Søren Rasmussen for.

På en aften, hvor det ikke rigtig kørte for Flensburg, var Rasmussen med en flot præstation i anden halvleg sit holds klart bedste spiller.

Den tidligere AaB-målmand fik styr på makedonernes skytter efter en første halvleg, som Flensburg tabte 13-14.

Men på trods af seks mål af Anders Eggert og fem scoringer fra Lasse Svan Hansens hånd fik værterne ikke trukket afgørende fra og skabt den stødpude på fem-seks mål, der ville have givet lidt mere ro i maven inden den vanskelige returkamp.

Vardar Skopje har tidligere i turneringen spillet uafgjort med FC Barcelona og sendte i 1/8-finalen de forsvarende mestre fra HSV Hamburg ud af turneringen.

/ritzau/