Søren Pind: Skudangreb på Christiania er angreb på os alle

Redaktionen

429 uger siden

|

01/09/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er et angreb mod os alle, at en politibetjent i nat blev ramt af skud i hovedet under en ransagning på Pusher Street på Christiania i København.

Det skriver justitsminister Søren Pind (V) på Twitter.

- Alle dybt berørte over skud - tanke hos betjent, familie og kolleger. Det er et angreb på os alle. Vi kender og vil finde gerningsmanden, skriver han.

Den formodede gerningsmand bag skyderiet er kendt af politiet i forvejen. Han har en "kriminel baggrund", oplyser Københavns Politi.

En anden betjent blev også ramt. Den ene af de to skudramte betjentes tilstand er "stadig alvorlig", siger politidirektør Thorkild Fogde på et kort pressemøde tidligt torsdag morgen.

Betjentene var på en rutinemæssig politiopgave på Christiania, da de ville anholde den nu mistænkte person, som er kendt fra hashmiljøet.

- I den forbindelse lykkedes det ham at trække et skjult våben og affyre skud, sagde politiets pressetalsmand Henrik Blandebjerg tidligere torsdag morgen.

Den efterlyste mand er ifølge politiets signalement 175 centimeter høj og cirka 25 år.

På et kort pressemøde klokken 06 understreger politiet, at hændelsen forhåbentlig vil være en brat opvågning for Christiania, som måske nu vil indse, "at det er ved at være tid til at tage skeen i den anden hånd" over for det kriminelle miljø.

- Det her har fået lov til at gå alt, alt for langt, siger politidirektør Thorkild Fogde om den organiserede hashhandel i Pusher Street.

/ritzau/