Søren Hansen havde torsdag sagt, at han følte sig som "en gammel veteran" på golfbanerne ved European Tour-turneringen Perth International i Australien.
Og fredag tog Søren Hansen et markant hop op i den samlede stilling med en fin runde i 69 slag, hvilket svarer til tre slag under banens par.
Dermed avancerer Søren Hansen 18 pladser og helt op til en foreløbig placering som delt nummer tre i turneringen.
Svenskeren Peter Hedblom fører lige nu turneringen tre slag foran Søren Hansen. På andenpladsen befinder Ross Fisher sig, englænderen er et enkelt slag bedre end Søren Hansen.
Med fire birdies og en enkelt bogey gik Søren Hansen en stabil runde i 69 slag, og han har nu samlet brugt 140 slag - fire slag under par.
Joachim B. Hansen røg dermed ned som den næstbedste dansker på en delt placering som nummer 21. Fredag gik han en runde i et enkelt slag over banens par.
En af de øvrige af i alt fem danske deltagere i Australien, Søren Kjeldsen, fik oprejsning efter en skidt runde torsdag.
Søren Kjeldsen gik en runde i 68 slag - fire slag under banens par. Dermed tog han et kvantespring på 72 placeringer op til en delt 32.-plads.
Torsdag havde Søren Kjeldsen en runde, som gik lige modsat på grund af flere kedelige bogeys og en enkelt dobbeltbogey. Den erfarne dansker har samlet brugt 144 slag, hvilket svarer til banens par.
Lasse Jensen og Andreas Hartø missede begge cuttet i turneringen, så der er kun tre danskere med i weekendens finalerunder.
/ritzau/