Sønderjysk Tattoo fejrer 40 års jubilæum

Elo Christoffersen

10 år siden

|

13/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I år er der jubilæum - der er 40. gang den flotte musikalske opvisning, giver publikum en oplevelse ud over det sædvanlige – og at det er et jubilæumsår, kommer naturligvis til at sætte sit præg på årets program, hvor der er hentet helt unikke orkestre ind.

Det er Danmarks eneste Tattoo og vi glæder os til at kunne præsentere publikum for en jubilæumsopvisning ud over det sædvanlige. I år har vi også genindført en gammel tradition. Showet bliver delt op i to afdelinger med en pause i midten. I pausen kan der købes en forfriskning og strækkes ben.

Men publikum er velkomne til at tage deres egen madkurv med den aften. Det er dog langt fra det eneste nye – i år er der mange jubilæer, et af dem er 150 års jubilæet for krigen i 1864, og i den anledning vil et af indslagene i showet være et tableau, hvor 1864 dagene bliver inddraget.

- Søværnets Tamburkorps kan fejre 50 års jubilæum i år, og det vil også blive markeret og i anledning af Hærens 400 års jubilæum, har vi fået tildelt en kanon-kommando til at afgive Dansk løsen, fortæller Lars Husted, manager for Tattooet.

Publikum vil blandt andet blive præsenteret for Marinens Ungdomsmusikkår – The Royal Swedish Navy Cadet Band, trommeorkesteret Nuclear Devil Drumband - som også har tidligere medlemmer fra  Livgardens Tambourkorps, et af Tysklands bedste ungdomskorps Spielmannszug Rödemis 1. Zug samt  sækkepibeorkesteret Crossed Sword der er kendt for at have spillet på alle de store Tattoos såsom Edingburgh Tattoo og Moskva Tattoo.

Årets gæstesolist bliver Jesper Lundgaard, kendt fra utallige musicals og koncerter.

- Vi har endnu en overraskelse i ærmet, vi arbejder på at få det nok største orkester/band med i tattooet som nogensinde har gæstet Aabenraa, siger Lars Husted.

Sønderjysk Tattoo er altid en stor succes, så der skal bestilles billetter i god tid. Der er plads til 1000 personer og der plejer at være fuldt hus.

- Vi forsøger hele tiden at forny os, og få nye orkestre med hvert år. Vi vil have kvalitet frem for kvantitet og har altid korps med som man ikke umiddelbart ser andre steder. Eneste gengangere bliver Aabenraa Brassband, Den Sønderjyske Garde, Aabenraa Skoleorkester samt Aabenraas eget sækkepibeorkester Border & District Pipe Band Aabenraa, slutter Lars Husted, på vegne af Tattoo udvalget og som Tattooets manager, glæder sig til at kunne byde publikum velkomment i de smukke rammer bag Brundlund Slot.

Tattooet er ringriderfestens Benjamin, og er med til at skabe en både højtidelig og festlig stemning og give publikum en flot, musikalsk oplevelse, der ikke bliver glemt foreløbig.

Dermed bliver Ringriderkomiteens arbejde med at skabe mange facetter af ringriderfesten i forsøget på af favne som mange publikum, ny tilkomne såvel som gamle, forskellige smag for underholdning, som muligt omkring en af Sønderjyllands stolte traditioner, nemlig ringridningen.

Sønderjysk Tattoo finder sted på Brundlund Slot den 5. juli klokken 20. Billetter kan købes på www.billetten.dk.