Slagteriarbejdere glæder sig over OK14-mæglingsforslag

admin

|

17/03/2014

Dagens topnyheder

Fødevareforbundet NNF nikker godkendende til den mæglingsskitse, som Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mandag formiddag har skrevet under på efter seje forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Det siger forbundsformand i NNF, Ole Wehlast.

- Vores medlemmer har nu fået det samme, som alle andre på arbejdsmarkedet. Der er et lille minus, da sygelønnen ikke stiger det samme som den almindelige løn. Det er ærgerligt, men det accepterer vi, siger han til Ritzau.

Ole Wehlast fortæller, at NNF nu vil anbefale de omkring 9000 slagteriarbejdere at stemme ja til aftalen.

Forbundsformanden var under forhandlingerne ude og kritisere arbejdsgiverne for ikke at ikke tilbyde slagteriarbejderne de samme lønstigninger som andre ansatte i industrien. Lønstigninger som man nu har fået hjem i mæglingsskitsen fra Forligsinstitutionen.

Ole Wehlast frygter ikke, at lønstigningerne vil gå så hårdt ud over slagterierne, at man bliver nødt til at fyre medarbejdere.

- Vi lever i en verden, hvor man konstant er udfordret, og det er jo ikke bare Danish Crown, der er udfordret, siger Ole Wehlast.

- Det er også den øvrige industri, der lever af eksportmarkedet. Og alle andre virksomheder har accepteret den lønudvikling, der nu vil komme de næste tre år på arbejdsmarkedet. Og det kommer Danish Crown også til, siger han.

Mæglingsskitsen bliver formentlig sendt ud til medlemmerne sidst i denne uge, og afstemningsresultatet ventes klar den 11. april.

I alt skal omkring 600.000 privatansatte stemme om overenskomstaftaler for de næste tre år, og resultatet bliver offentliggjort 11. april.

/ritzau/