Slår plat på 9/11-ofre: Efterladte raser over nyt terror-museum

Michael Lauritsen

10 år siden

|

20/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Onsdag åbner 9/11 Memorial Museum tæt ved Ground Zero i New York, hvor tvillingetårnene stod indtil terrorangrebet i 2001. Men det er ikke alle, der glæder sig.

En række pårørende til dræbte den 11. september er forargede over måden museet overser ofrene på. 'Frastødende', lyder det fra en mor, som mistede sin søn under angrebet.

Det skriver The Mirror.

Efterladte er blandt andet rasende over museets souvenirbutik. Her tæller udvalget af ting eksempelvis baseball-caps, smykker af World Trade Center, badges, køleskabsmagneter, legetøjsredningshunde og flag.

Det møder voldsom kritik fra overlevende og efterladte. Diane Horning, som mistede sin 26-årige søn, Matthew, kalder det ufølsomt og groft. Hun er forarget over, at det sted, hvor sønnen døde, skal udnyttes kommercielt.

- Jeg mener, det er en pengemaskine, der er lavet for at understøtte deres oppustede lønninger. Og de er villige til at gøre det over min søns døde krop, siger hun.

Ligesom mange andre har Diane Horning og hendes mand, Kurt, aldrig fået de jordiske rester af deres afdøde familiemedlem at se. Og forargelsen over det nye museum er ikke blevet mindre af, at placeringen af en café nu skærmer af for stedet, hvor op mod 8.000 uidentifecerede kropsdele er lagret.

Driftsomkostningerne for museet er vurderet til omkring 340 millioner kroner. Pengene skal, ifølge ledelsen, rejses ved hjælp af entrépriser og donationer.