Skype finder årsag til nedbrud - men er stadig nede

admin

9 år siden

|

21/09/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er endnu uvist, hvornår Skype kører igen, efter at et globalt nedbrud siden mandag formiddag har lammet den internetbaserede telefontjeneste.

- Der er blevet identificeret en netværksfejl, som vi nu arbejder på at udbedre. Fokus er at få tjenesten op og køre så hurtigt som muligt, siger Anders Adelhorst, der er kommunikationsdirektør i Microsoft Danmark.

Mandag formiddag beklagede flere brugere på diverse sociale medier sig over, at det ikke var muligt at logge på.

Nu er fejlen så identificeret, men Microsoft kan ikke oplyse, hvornår den bliver udbedret.

- Det kan jeg ikke sige noget om, siger Anders Adelhorst.

Han kan heller ikke uddybe, hvilken slags netværksfejl der er tale om.

Skype har over 170 millioner registrerede brugere på verdensplan, men det er endnu ikke klart, hvor mange brugere der har været berørte af fejlen.

- Det aner vi ikke. Når sådan noget her sker, så er der en masse teknikere, der går i gang med at få udarbejdet fejlen, og først bagefter begynder man at kigge på alle de her ting, siger Anders Adelhorst.

Han understreger dog, at der udelukkende er tale om private konti. Virksomheder, der benytter sig af Skype i forretningsøjemed, har ikke været ramt af nedbruddet.

Microsoft købte Skype tilbage i 2011 for 44 milliarder kroner. Microsoft meddelte dengang, at de med opkøbet ville skabe fremtidens real-time-kommunikation.

/ritzau/