Skuffede islændinge ude af EM: Vi kan være stolte

admin

437 uger siden

|

04/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I nederlagets stund er flere af de islandske landsholdsspillere stolte over den samlede debut ved EM i fodbold.

Landsholdet fra den nordatlantiske ø med blot 330.000 indbyggere nåede kvartfinalen, hvor det endte med et nederlag på 2-5 til de franske EM-værter. Kampen var reelt afgjort ved pausen, hvor Frankrig førte 4-0.

- Vi er skuffede over første halvleg, men Frankrig fortjente sejren. Men vi er meget stolte, siger Gylfi Sigurdsson til uefa.com.

Island kæmpede sig videre fra gruppefasen, hvor holdet fra vulkanøen sluttede foran Portugal og Østrig. I ottendedelsfinalen blev England banket med 2-1.

- Det har været en fantastisk turnering og specielt for et lille land. Vi har sikkert præsteret over evne og gjort noget, som ingen forventede af os.

- Vi har vel 10-15 spillere med en god alder, og nu ser vi frem til, at VM-kvalifikationen begynder. Forhåbentlig ser fremtiden lysende ud for os, så vi kan blive ved med at forbedre os, siger midtbanespilleren.

Angriberen Kolbeinn Sigthorsson, der søndag reducerede til 1-4 mod Frankrig, forlader EM med samme følelse.

- Det er skuffende at være ude, men vi kan være stolte over, hvad vi har udrettet, og stolte over den støtte vi har fået. Det er meget stort.

- Jeg tror, at vi spillede mod den kommende europamester i denne kamp. Frankrig spillede et brag af en kamp.

- Vores forsvar skulle måske have gjort nogle ting anderledes, og det er hårdt lige nu. Men efter pausen kom vi tilbage, og vi fik vist, at vi altid kan score. Jeg må give kredit til holdets karakter.

- Vi ville vise, at vi kunne vinde anden halvleg, hvilket vi gjorde med vores to scoringer, siger han.

Frankrig står nu over for Tyskland i semifinalen. I den anden semifinale tørner Portugal og Wales sammen.

/ritzau/