To af Det Kongelige Teaters hovedkræfter vender tilbage til nationalscenen i den kommende sæson. Søren Sætter-Lassen er på benene igen efter sin svære ulykke på teatret og Nicolas Bro er færdig med sin barselsorlov.
Sætter-Lassen pådrog sig blandt andet brud på flere ryghvirvler og brækkede underbenet i september sidste år, da et af Skuespilshusets sætstykket væltede ned over ham under en prøve på forestillingen »Lulu«.
Ulykken i september var så voldsom, at Sætter-Lassen var indstillet på at opgive karrieren, men den beslutning er ændret. I dag er den 57-årige skuespillers skader ved at være helet og han får ifølge Billed-Bladet sit comeback i Strindbergs klassiker »Faderen«, der får premiere til oktober.
Bro har siden sidste sommer prøvet kræfter med rollen som far i privatlivet. Den 26. august fødte hans kone Therese en søn, som har fået navnet Dante, men nu er barselsorloven slut og Bro står atter på den kongelige scene i en teaterversion af Dostojevskijs store ideologiske roman »Onde ånder«.