To skud mod et værtshus i en haveforening i København sidste sommer var ikke et forsøg på at dræbe nogen.
Det har et nævningeting i Retten på Frederiksberg mandag slået fast i en kendelse.
Skuddene blev affyret med et haglgevær mod gavlenden på et værtshus i haveforeningen Musikbyen på Tudsemindevej tidligt om morgenen 15. juni.
To mænd blev tiltalt for drabsforsøg, men retten har mandag afvist anklagen. I stedet er mændene, der er 31 og 28 år, fundet skyldige i på hensynsløs måde at have udsat andre for livsfare.
To personer befandt sig lige uden for værtshuset, og flere var inden døre, da skuddene bragede løs.
Mændene var blevet vrede under et forudgående slagsmål.
Som opfølgning på dysten havde en anden mand kastet en potteplante gennem ruden på den 31-åriges bil, da denne var på vej væk.
Derefter returnerede den 31-årige med sin bekendte - og det ladte haglgevær.
Men retten fastslår altså, at der ikke er tilstrækkeligt med beviser for, at mændene var ude på at slå nogen ihjel under deres hævntogt.
Senere på ugen fastsætter nævningetinget straffen til de to mænd.
/ritzau/