Skrækmodstander står i vejen for Real Madrid

admin

10 år siden

|

29/04/2014

Dagens topnyheder

Real Madrid vandt i sidste uge en kneben 1-0-sejr takket være Karim Benzemas scoring i den første af to semifinaler på hjemmebane mod Bayern München

Men spanierne har generelt en ringe statistik mod tyskerne og især Bayern-træner Josep Guardiola. Bayern München har aldrig tabt til Real Madrid på eget græs.

Derfor var det en skrækkelig lodtrækning for den spanske kongeklub, at netop Bayern München blev modstanderen i semifinalen i Champions League.

Guardiola kan trods 01-nederlaget i den første kamp trøste sig med, at han har en enestående statistik mod Real Madrid som træner for ærkerivalen FC Barcelona (i årene 2008-2012).

Som Barcelona-træner vandt han ni og tabte blot to kampe ud af 15 mulige - hjemme og ude.

Som aktiv Barcelona-spiller i 90'erne nåede Guardiola at spille 14 ligaopgør mod Real Madrid - det gav seks sejre, fem uafgjorte og tre nederlag.

- Både som spiller og træner har jeg i mit hoved aldrig mødt Real Madrid som favorit. Dertil har jeg for meget respekt for dem, siger Guardiola til Marca.

Selv om statistikken er på den 43-årige spaniers side, så tager han ikke let på returkampen.

- Jeg ved af erfaring, at det ikke er nemt at vinde mod Real Madrid. Jeg ved også, at vi er i stand til at klare det, hvis vi spiller op til vores bedste, siger Bayern München-træneren.

Guardiola er ikke alene om at have et solidt tag på Real Madrid. Også Bayern München har en god statistik at læne sig op ad.

I de seneste fem semifinalemøder mellem de to storklubber er tyskerne gået sejrende videre i de fire af dem: I 1976, 1987, 2001 og 2012. Kun i 2000 var det Real Madrid, som kunne juble.

- Real Madrid fortjener meget respekt for sin historie. De har altid et stærkt hold, uanset hvem som er træner i klubben. De har gode spillere, fantastiske supportere og en stor historie, siger Guardiola.

En god spiller har den spanske klub i verdens bedste spiller Cristiano Ronaldo, som har scoret 14 mål i årets turnering.

Dermed mangler portugiseren bare et mål for at stå alene med rekorden for flest scorede mål i turneringen i den samme sæson. Lige nu deler han rekorden med Lionel Messi og Jose Altafini.

- Hvad kan jeg sige om Ronaldo? Han har været på dette niveau i mange år. Men Real Madrid handler ikke kun om Ronaldo. Han er meget god, men uden ham er Real stadig et godt hold, påpeger Guardiola.

Tirsdagens returkampen i München går i gang klokken 20.45, mens finalen spilles i Lissabon 24. maj.

/ritzau/