Dansk Supermarked er kommet ud af 2013 med en øget omsætning, der landede på 56,9 milliarder kroner mod sidste års 55,6 milliarder kroner.
Det fremgår af årsregnskabet for 2013 hos detailhandelskoncernen.
Den resultatmæssige forbedring blev skabt på baggrund af styrket fokus på kunderne gennem bedre indkøbsoplevelser og konkurrencedygtige priser, lyder det fra Dansk Supermarked.
- I Dansk Supermarked fastholder vi vores strategi om at blive den ledende retailer inden for alle vores koncepter målt på kundetilfredshed, finansielle resultater og medarbejdertilfredshed, siger administrerende direktør Per Bank i en meddelelse.
Væksten hos Dansk Supermarked i 2013 var primært drevet af et øget salg i Netto, der er kendt for symbolet med den gule, skotsk terrier.
De to andre butikskæder, Føtex og Bilka, oplevede et stabilt salg "på trods af de fundamentale udfordringer i supermarkedssegmentet i Danmark."
Det danske marked for dagligvarer voksede med en procent i 2013, lyder det fra detailhandelskoncernen. Udviklingen på detailmarkedet i Danmark var præget af "et fortsat skift mod øget handel i discountsegmentet på bekostning af supermarkederne."
- Udviklingen forventes at fortsætte i 2014, om end i et lavere tempo. Non food-salget er fortsat under pres i 2013 på grund af vækst i online handel, skriver koncernen i regnskabsmeddelelsen.
I januar 2014 kunne den danske rederigigant A.P. Møller–Mærsk oplyse, at det ville sælge hovedparten af sin ejerandel i Dansk Supermarked til Salling-fondene.
Dansk Supermarked skriver i meddelelsen, at regnskabet for 2013 vidner om Dansk Supermarkeds solide fundament for at blive en selvstændig virksomhed med Salling-fondene som majoritetsaktionær.
- Vores mål er at udvikle os til en danskbaseret detailhandelsvirksomhed i international klasse. 2013 viser, at vi er godt på vej til at indfri dette, siger Per Bank, men understreger:
- Vi er der ikke endnu, men vi vil fortsætte vores udvikling til gavn for vores kunder, medarbejdere og samfundet omkring os.
/ritzau/