Skjerns håndboldherrer holder liv i håbet om en plads i semifinalerne i Herre Håndbold Ligaen.
Henrik Møllgaard og holdkammeraterne spillede lørdag 23-23 ude mod GOG.
Vestjyderne havde i den grad kniven for struben før kampen, da et nederlag ville gøre det stort set umuligt at nå semifinalerne.
To stærke målmandspræstationer fra GOG's Kevin Møller og gæsternes Tim Winkler satte rammen om en nervepirrende affære.
Skjern førte i størstedelen af kampen, men en række to-minutters-udvisninger var tæt på at blive kostbare for gæsterne.
Den normale Skjern-profil Kasper Søndergaard havde en masse afbrændere, og havde det ikke været for Claus Møller Jakobsen og Henrik Møllgaard, så kunne det nemt være gået galt.
Møller Jakobsen og Morten Balling tog ansvar i slutfasen, hvor Skjern fik scoret og bragt sig foran 23-22.
30 sekunder før slutfløjt dummede Henrik Møllgaard sig, da han afsluttede i hjemmeholdets parader.
GOG fik mulighed for at bygge et angreb op over for et Skjern-hold, der endnu en gang var ramt af en udvisning.
Med fem sekunder tilbage fik fynboerne udlignet. Skjerns sidste chance hamrede Møllgaard fra egen banehalvdel langt over mål.
Tidligere på lørdagen vandt Team Tvis Holstebro med 30-27 ude over Århus Håndbold.
Team Tvis og GOG topper slutspilspulje 2 med syv point. Skjern har to point færre. Århus Håndbold har nul point.
Der resterer fortsat to spillerunder af slutspillet, hvor Team Tvis skal møde både Skjern og GOG.
/ritzau/