Skat har fået tilbudt at købe oplysninger i 230 sager fra de såkaldte Panamapapirer, der har relation til Danmark.
Tidligere har Folketinget og skiftende regeringer ellers afvist at købe lækkede oplysninger, men nu har skatteminister Karsten Lauritzen (V) altså skiftet mening, skriver DR.
DR Nyheder er kommet i besiddelse af en skriftlig orientering til Folketingets skatteudvalg.
- En anonym kilde har tilbudt SKAT at købe oplysninger i 320 sager med relation til Danmark og dermed med relevans for dansk beskatning i det såkaldte Panamakompleks. Det er vurderingen, at materialet vedrører et sted mellem 500 og 600 skatteydere, står der blandt andet i orienteringen.
Oprindeligt stammer Panamapapirerne fra advokatfirmaet Mossack Fonseca. De blev lækket i 2015 og har resulteret i flere skandaler verden over.
Papirerne viste, hvordan en lang række velhavende mennesker og virksomheder holdt oplysninger om hemmelige konti i skattely hemmelige, og hvordan de blev rådgivet af forskellige banker.
Læs også: Adresser i hele Danmark figurerer i skattely-database
Hvad Skat skal punge ud med for oplysningerne, fremgår ikke af orienteringen til Folketingets skatteudvalg. Ifølge DR Nyheders oplysninger er der tale om et engangsbeløb.
Skat har fået tilsendt en del af materialet uden at betale for det. Efter en stikprøvekontrol, der har vist, at oplysningerne er relevante og valide, har man altså besluttet sig for at købe flere informationer.
Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: