Skandaleramt NBA-klubejer: Jeg er ikke racist

admin

10 år siden

|

12/05/2014

Dagens topnyheder

Den stormombruste ejer af NBA-holdet Los Angeles Clippers, Donald Sterling, beklager for første gang sine nedladende udtalelser om sorte mennesker, der har givet ham livstidskarantæne fra den amerikanske liga i basketball.

- Jeg er ikke racist, siger den 80-årige Donald Sterling til CNN.

- Jeg begik en frygtelig, frygtelig fejl. Og jeg er her i dag for at beklage og bede om tilgivelse fra alle de mennesker, jeg har såret, siger han.

Sterling, der har ejet Los Angeles Clippers siden 1981, blev for nylig afsløret i at have ytret sig racistisk i en tv-optagelse.

Det medførte ud over livstidskarantænen fra NBA også kritik fra omverdenen, herunder USA's præsident, Barack Obama.

Der har også været krav om, at Donald Sterling skulle tvinges til at sælge Los Angeles Clippers, men det kræver, at størsteparten af de øvrige NBA-klubber ønsker det.

Klubejeren er helt nede på knæ for at få lov til at fortsætte.

- Har jeg ret til en enkelt fejl efter 35 år, har jeg? Jeg mener, jeg elsker ligaen, jeg elsker mine samarbejdspartnere. Har jeg ret til at begå en fejl? Det var en forfærdelig fejl, og det vil aldrig ske igen.

- Hvis ejerne mener, at jeg skal have en chance mere, så giver de den til mig, siger Donald Sterling.

/ritzau/