En 43-årig sindssyg mand forsøger tirsdag at overbevise tre dommere i Østre Landsret om, at han blev udsat for en torturlignende behandling under seks års indespærring i flere fængsler.
Med jævne mellemrum blev han flyttet fra det ene lukkede fængsel til det andet på grund af sin voldelige optræden og trusler.
I Horsens, Nyborg, Vridsløselille og i Politigårdens Fængsel blev han igen og igen spændt fast i sikringsceller.
I alt blev det til 38 ophold i sikringscelle, og det længste varede i næsten fem døgn.
Selv når manden sov, blev bælterne ikke løsnet - hvilket, Kriminalforsorgen har indrømmet, var en beklagelig fremgangsmåde.
De påståede overgreb mod den indsatte stod på fra 2003 og frem til 2009, da en psykiater langt om længe kom til samme konklusion, som flere fængselsfunktionærer havde givet udtryk for - nemlig at den 43-årige var sindssyg. Derefter blev han løsladt og kom på et hospital.
- Kun i få måneder har han haft fællesskab med andre i løbet af de seks år, siger mandens advokat, Hanne Ziebe.
Tirsdag formiddag har hun gennemgået et stribe domme fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg om blandt andet langvarig isolation af indsatte.
Blandt dem er klagerne fra PKK-lederen Abdullah Öcalan og terroristen Sjakalen mod henholdsvis Tyrkiet og Frankrig.
Den 43-årige blev i en lang periode jævnligt flyttet fra det ene fængsel til det andet. Det skete 27 gange.
I en sag fra Frankrig blev en indsat flyttet 14 gange i løbet af syv år fra et fængsel til et andet.
Baggrunden var, at manden havde organiseret en opsigtvækkende flugtaktion, hvor der fra en helikopter blev smidt våben ned til fangerne.
I dette tilfælde var de mange overførsler lig med umenneskelig behandling i strid med menneskerettighederne, har Strasbourg-domstolen slået fast.
Denne og andre afgørelser bruges af advokat Hanne Ziebe som argument for, at landsretten bør nikke til påstanden om, at den 43-årige har været udsat for tortur, umenneskelig eller anden grusom behandling.
Manden kræver en godtgørelse på 120.000 kroner. Der har ikke tidligere været rejst tilsvarende sager mod Kriminalforsorgen. Derfor er sagen henvist til landsretten.
Tirsdag eftermiddag får Kriminalforsorgens advokat ordet for at fortælle, hvorfor der skal ske frifindelse.
/ritzau/