Simon Kjær og Lille fik onsdag et kærkomment point og nyvunden selvtillid, da det hjemme lykkedes at spille 1-1 mod det stjernespækkede mesterhold Paris Saint-Germain.
Lille, der sluttede på tredjepladsen i den forgangne sæson, har haft svært ved at følge succesen op i denne sæson og befinder sig i bundregionen af den franske liga.
Med det overraskende point er klubben nu tre point over stregen.
Modstanderen fra Paris kunne med en sejr overtage førstepladsen fra Marseille, men i stedet spillede holdet uafgjort for syvende gang i 16 runder og et point efter Marseille.
PSG havde valgt at spare Zlatan Ibrahimovic. Men Simon Kjær, der spillede hele kampen i midterforsvaret, fik alligevel noget at se til over for Edinson Cavani.
Angriberen fra Uruguay scorede til 1-0 efter en halv time. Men kort inden pausen scorede PSG-spilleren Salvatore Sirigu i eget net til slutresultatet.
/ritzau/