Den franske fodboldklub Lille kunne lørdag tage endnu et skridt mod at sikre sig ligaens tredjeplads, der udløser kvalifikationskampe til Champions League.
Men på hjemmebane mod oprykkeren Nantes lykkedes det ikke at komme på scoringstavlen. Kampen sluttede 0-0.
Lille havde bolden mest og angreb for en scoring, men Nantes var godt organiseret og begrænsede Lilles målchancer.
Den danske landsholdsspiller Simon Kjær spillede hele kampen, og der var tale om et comeback, da han under opvarmningen til sidste weekends kamp blev ramt af et hold i ryggen og måtte opgive at spille.
I ærgrelsen over de tabte point må han forsøge at glæde sig over, at han igen var en del af et forsvar, der holdt målet rent. Lille har kun lukket 18 mål ind i 29 ligakampe.
Trods pointtabet kan Lille formentlig alligevel se frem til at øge ned til nummer fire i den franske liga.
Holdet på den øjeblikkelige fjerdeplads, Saint-Etienne, skal nemlig på besøg hos det suveræne tophold Paris Saint-Germain søndag aften.
Inden den kamp har Lille et forspring til fjerdepladsen på fem point. Der resterer ni spillerunder efter denne weekend.
/ritzau/