Signalproblemer gav mandag eftermiddag store problemer i den københavnske metro, hvor alle tog stod stille i en halv time i løbet af myldretidstrafikken.
Metroselskabet oplyser dog på sin hjemmeside mandag aften, at togdriften igen er normal.
Problemerne mandag eftermiddag skyldes signalfejl, fortæller kommunikationschef i Metro Service, Jette Clausen
- Det er nogle signalproblemer, der går ind i vores radiosystemer, siger hun.
Problemerne betød blandt andet, at alle tog i en periode på omkring en halv time holdt stille ved metroens stationer.
Driften begyndte langsomt at komme i gang igen. Blandt andet ved at man lod metrostewarder bemande metrotogene manuelt.
Antallet af tog i drift efter nedbruddet har dog været reduceret. I stedet for 25 tog var 10-15 i drift, og derfor kunne passagerer opleve en længere rejsetid end normalt.
/ritzau/