Den russiske tennisstjerne Maria Sharapova oplevede fredag den underlige følelse at vinde og ryge ud på samme tidspunkt.
I den sidste gruppekamp ved WTA Finals i Singapore skulle hun efter to nederlag vinde sin kamp mod polske Agnieszka Radwanska i to sæt for at holde liv i chancen for avancement.
Hun vandt, men først efter tre sæt og er dermed ude af turneringen.
Sharapova må dog ærgre sig grusomt. Hun havde en kæmpe føring og tre matchbolde for at afgøre kampen i de påkrævede to sæt.
Efter at have vundet et lige første sæt 7-5 bragte hun sig foran med to servegennembrud og 5-1 i andet sæt.
Men Radwanska viste sig sejlivet. Polakken afværgede tre matchbolde og kom tilbage ved 5-5 og vandt sættet efter tiebreak 7-6.
Dermed havde Sharapova udspillet sin chance i turneringen, mens Radwanska med en sejr på 2-1 i sæt ville være i en god position til at følge Caroline Wozniacki videre til semifinalerne.
Men alligevel var Sharapova motiveret til det tredje sæt, som hun vandt 6-2.
Radwanska kan stadig avancere. Det kræver, at Wozniacki vinder gruppens sidste kamp mod Petra Kvitova fredag.
Danskeren, der har vundet sine to første kampe, blev sikker på avancement, da Sharapova vandt første sæt i fredagens kamp mod Radwanska.
Wozniacki har dog gruppens førsteplads at spille for i kampen mod Kvitova.
/ritzau/