SF vil have loft over antal af indvandrerbørn i skolerne

admin

454 uger siden

|

08/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Antallet af indvandrerbørn på skolerne skal begrænses.

Sådan lyder det fra SF, der vil styrke kampen mod social kontrol af nydanske piger og kvinder.

Partiet vil også have sikkerhed for, at alle får den obligatoriske seksualundervisning, skriver Jyllands-Posten.

- Vi vil gøre op med social kontrol og frigøre kvinder i de etniske miljøer, så de får samme rettigheder som alle andre kvinder, siger formand Pia Olsen Dyhr (SF) til avisen.

Det skal ske med en mere etnisk og socialt blandet folkeskole, end der opleves især i de større byer. Ifølge SF fører for store koncentrationer af tosprogede elever til, at for mange andre fravælger folkeskolen til fordel for privatskoler.

SF foreslår, at der maksimalt må være 33 procent tosprogede elever på hver skole.

- Det er vigtigt, at alle forældre fortsat vil sende deres børn i folkeskolen. Nogle skoler i København har 90 procent tosprogede, mens hvert tredje barn er i privatskole.

- Det skader sammenhængskraften. Med mange flygtninge vil det blive et reelt problem i flere kommuner, siger SF-formanden, der vil flytte børnene med busser i de større byer.

SF vil også øge nydanskeres forståelse for køn og kønsroller gennem seksualundervisning. Den er obligatorisk, men mange slipper ifølge SF.

- Det er et kæmpeproblem, at vi har koranskoler i Danmark, hvor man ikke har seksualundervisning - så man først oplever det, når man gør det i praksis. Det er et grundelement i det danske samfund, siger Olsen Dyhr til Jyllands-Posten.

Ifølge Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, er ideen med at indføre den slags kvoter i teorien god. Men han mener, at det må være op til kommunerne og ikke Folketinget at vedtaget en procentsats for fordelingen af tosprogede børn.

Han minder samtidig om, at kommunerne ved indførelsen af kvoter vil fratage gruppen af tosprogede forældre retten til det frie skolevalg.

- Det er en begrænsning i forhold til de andre forældre, siger han til Ritzau.

/ritzau/