Med en svær barndom burde det være oplagt for SF-politikeren Pia Olsen Dyhr at kaste sig over socialpolitikken. Men hun har bevidst holdt sig fra den. Det er for farligt at blande politik og følelser. Pia Olsen Dyhr hader offerrollen og har ikke fortalt den her del af sin livshistorie før. Til FEMINA fortæller hun i et eksklusivt interview, hvordan det var at være den voksne derhjemme.
- Jeg skulle jo passe på ham, når min mor ikke var der. Han havde sukkersyge, så han havde et problem, når han drak. Han blev bimlende beruset. Og så samlede jeg ham op. Jeg var altid bekymret. Jeg var 11 år og tænkte: ’Guud min far skal have aftensmad, ellers bliver han dårlig.’ Men det var helt forfærdeligt, for han blev en Dr. Jekyll og Mr. Hyde, når han drak.
Først da Pia Olsen Dyhr var 18 år, gav hun slip og flyttede hjemmefra.
På femina.dk kan du læse, hvorfor Margrethe Vestager egentlig synes, politik er noget møg
- Han sagde jo hele tiden til mig: ’Hvis du flytter Pia, så har jeg ikke noget at leve for.’ Det er sådan noget, man tænker meget over, når man ikke er så gammel… I hvert fald skulle det ikke have været MIG, der tog mig af min far. Men børn vil jo altid elske deres forældre. Ligegyldigt hvor fjollet min far var. Han gjorde aldrig noget, der gjorde ondt på mig. Ikke andet end psykisk. Han kunne stå og råbe og skrige og flippe helt ud. Det ku’ han. Men han gjorde aldrig fysisk skade på mig. Alligevel elskede jeg min far, det gør man altså som barn, siger Pia Olsen Dyhr til FEMINA.
Skældte ud på hans dødsleje
Pia Olsen Dyhr prøvede flere gange at tale med sin far om den svære barndom, da hun blev voksen. Hver gang forgæves.
- Men da han lå og var ved at dø, skældte jeg ham rigtig meget ud. Han havde fået en hjerneblødning og var i koma, så han kunne ikke svare.
Kunne han høre dig?
- Det ved jeg ikke. Men jeg tænkte: ’Det er jeg sådan set ligeglad med. Jeg har brug for at komme af med noget.’ Så jeg prøvede at få ham til at forstå, at det godt kunne være, han syntes, at livet havde været træls, men det var hans eget ansvar at gøre noget ved det. Det var ikke MIT ansvar. Det var en meget rensende proces, siger Pia Olsen Dyhr til FEMINA.
Özlem Cekic blev truet med at få skåret halsen over - læs historien på femina.dk
Af redaktionen, FEMINA/NewsDesk, Aller Media