Sexologen svarer: Det gør ondt på hende når vi knalder

Cleoh Dharma

10 år siden

|

04/02/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hej Cleoh!

Når mig og min kæreste knalder, gør det ofte ondt på hende. Jeg har overvejet, om jeg måske er for stor, men på den anden side har jeg ikke oplevet dette problem med andre kvinder. Jeg synes selv jeg er gennemsnitlig, 15-16 cm tror jeg.

Hilsen Peter.

 

Hej Peter!

I forhold til størrelsen, bør du overveje hvor bred eller tyk din penis er. ”Det kommer ikke an på størrelsen” er helt korrekt: Det kommer an på, hvordan din penis og din kærestes vagina passer med hinanden.

Det, der specielt giver nydelse - eller smerte - er selve indgangen til vagina og når penis penetrerer. Hvis det er på grund af størrelsen, kan det løses med masser af forspil, så hun kan slappe heeelt af:

Gør det til et mål for dig selv at kæle for hende, massere, nusse og slikke hele hendes krop i 30 minutter. Måske kommer hun til at slappe så meget af, at hendes muskler i vagina også er afspændt og kan tage imod, selvom der ikke er meget plads.

Det kan også handle om smørelse: Er hun våd nok? Brug masser af glidemiddel og sørg for at købe noget uden sukker/smag, der kan give svamp, hvilket blot vil forværre situationen.

Hvis det ikke har noget med størrelsen at gøre, kan der være andre, mere alvorlige ting på spil. Hun kan lide af vulvodyni eller vaginisme, uden selv at vide det. Disse er henholdsvis smerter og muskelkramper i vagina. Her skal hun tage kontakt til en gynækolog via sin læge, og/eller sexolog, der kan give samtaleterapi, målrettede afspændingsteknikker og nogle kan udføre vaginalterapi.

Der findes også specialiserede fysioterapeuter, der hjælper med at spænde af og åbne vagina.

Årsagen kan være mange, hos nogle opstår det tilfældigt, mens andre har oplevet et traume, der har sat sig i vagina. Tal om det: Har hun altid haft det sådan? Hvornår startede det? Hvad kan hun lide/ikke lide at du gør?

Du skal ikke behandle et eventuelt traume, men åbenhed kan have en effekt i sig selv.

Held og lykke

Cleoh

Denne artikel er skrevet af Cleoh Dharma, der er privatpraktiserende sexolog og psykologistuderende. Skriv til hende på sexologcleoh@gmail.com.