Kvinder, der bliver filmet, uden de ved det, hævnporno og historier om voldtægter og hverdagssexisme, der går viralt på de sociale medier.
2016 har budt på et væld af historier om kvinder, der har følt sig krænket og er stået frem i medierne. Samtidig fortæller en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, at de unge stadig undgår at anmelde overgreb og især voldtægt.
Men det kan de mange mediehistorier måske ændre, mener kønsforsker og lektor Christian Groes fra Roskilde Universitet.
- Stadig flere kvinder taler om overgreb og sexisme i det offentlige rum. Det kan muligvis føre til en større bevidsthed og lyst til at reagere på det, siger han.
Ifølge ham kan den øgede åbenhed og debat på den ene side føre til en ændret håndtering af voldtægtssager fra politiets side og på den anden side måske give kvinderne lyst og mod til rent faktisk at anmelde.
Christian Groes mener, at 2016 har budt på et skift i debatten om kvinders rettigheder, der måske kan engagere og involvere flere.
- Vi har set det, at ligestillingsdiskussioner ikke længere kun handler om barsel, ligeløn og kvoter. Nu handler det mere om det private, det vil sige spørgsmål, der relaterer sig til kvinders krop og grænser.
Grænser i forhold til seksualitet og intimitet i det offentlige rum er blevet politisk, og det trækker tråde tilbage til ligestillingsdebatten i 1970'erne.
- De temaer, der kommer op nu vedrørende sexisme i hverdagen og overskridelse af kvinder personlige grænser, har egentlig potentiale til at nå langt flere kvinder, fordi det er noget, som alle kan relatere til, siger Christian Groes.
Som eksempler på historier i medierne i 2016 kan nævnes hævnporno med debattøren Emma Holten i centrum og kvinder, der i avisen Information fortalte om voldtægt og sexisme.
- Det er meget sjældent, hvis nogensinde, at vi har oplevet det før i den skala, siger Christian Groes om de kvinder, der er stået frem.
Ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) understreger behovet for at få anmeldt overgreb. Hun kalder det "afgørende, at ofrene tør stå frem".
- Det er afgørende, at voldtægtsofre, som i forvejen har været udsat for noget af det værst tænkelige, bliver hjulpet på bedste vis, siger hun.
/ritzau/