Et glas saftevand med sovepiller gjorde, at en 13-årig pige ikke kunne sige fra, da en 15-årig dreng ville have samleje med hende.
Retten i Glostrup har fredag vurderet, at den i dag 16-årige dreng godt var klar over hendes tilstand, og han er derfor dømt for voldtægt.
Det betyder, at han nu får et år og tre måneders fængsel, hvoraf de tre måneder er ubetinget. Det er straf kombineret med en voldsdom, han fik i Østre Landsret i maj måned.
Drengen er frifundet for den del af voldtægts-bestemmelsen, som drejer sig om at skaffe sig samleje ved vold eller trusler, oplyser hans forsvarer, advokat Martin Cumberland.
Derimod er han fundet skyldig i en anden del af bestemmelsen om voldtægt. Den handler om de situationer, hvor en gerningsmand udnytter, at offeret er ude af stand til at modsætte sig handlingen.
- Han er dømt for tilsnigelse, hvilket vil sige han har udnyttet en person, der ikke kan modsætte sig, siger advokaten.
- Jeg må blot acceptere den vurdering, retten har foretaget. Jeg er ikke enig, men det er altid svært at vurdere, hvornår man er i stand til at modsætte sig. Det er en gråzone, siger advokaten.
Forbrydelsen fandt sted en decemberaften i 2015, som gerningsmanden tilbragte i en lejlighed i Herlev i selskab med den forurettede pige og to drenge på dengang 14 år.
Den dømte havde samleje med pigen, mens de to andre drenge stak fingre op i hendes skede, efter at pigen havde drukket et glas med saftevand, hvori der var sovemedicin.
Medikamentet påvirkede pigen i en sådan grad, at hun ikke kunne sige fra, vurderede retten. Den dømte har dog stået fast ved, at han ikke gav hende sovepillerne, og at han ikke var klar over hendes tilstand.
Derfor har han fra starten nægtet sig skyldig i voldtægt.
Den dømte og hans advokat har valgt at tænke over, om sagen skal ankes.
/ritzau/