Formanden for det amerikanske senats efterretningsudvalg, Dianne Feinstein, beskylder efterretningstjenesten CIA for i al hemmelighed ulovligt at have fjernet dokumenter fra udvalgsmedlemmers computere. En beskyldning, CIA afviser.
Dokumenterne indgik i efterretningsudvalgets kulegravning af en række kontroversielle, nu droppede afhøringsmetoder fra CIA's side under den tidligere Bush-regering.
Feinstein siger tirsdag i en tale i Senatet, at hun nu har sendt sagen videre til justitsministeriet, og at hun kun modvilligt afslører det, hun kalder et muligt brud på forfatningen efter at have prøvet at løse sagen "på en diskret og respektfuld måde".
- Dette er ikke noget, som jeg tager let på, siger demokraten Feinstein.
Hun beskylder CIA for at have krænket den fjerde tilføjelse til den amerikanske forfatning, flere føderale love og en ordre fra præsidenten, som forbyder efterretningstjenesten at foretage overvågninger og ransagninger mod regeringsorganer.
- Jeg er alvorligt bekymret for, at CIA med sin søgning meget vel kan have forbrudt sig mod principperne om magtens tredeling, siger hun i sin dramatiske tale, der kom helt uventet.
Feinstein siger ifølge The Washington Post, at hun har bedt om en undskyldning og en indrømmelse af, at CIA's ransagning af efterretningsudvalgets computere var upassende.
- Jeg har hverken modtaget det ene eller det andet, siger hun og anklager også efterretningstjenesten for at have prøvet at sætte en stopper for offentliggørelsen af udvalgets rapport om afhøringsmetoderne, som der har været lagt låg på i over et år.
CIA's direktør, John Brennan, afviser alle anklager.
- Intet kunne ligge længere fra sandheden. Vi ville ikke gøre den slags, siger Brennan under et besøg hos tænketanken CFR.
- Vi prøver ikke at forhindre offentliggørelsen, siger han om rapporten.
Feinstein selv hævder dog ifølge nyhedsbureauet AFP, at hun og næstformanden for efterretningsudvalget blev orienteret om sagen af Brennan selv i januar.
Hendes opsigtvækkende udtalelser kommer efter medierapporter om, at senatsansatte uden hjemmel skal have fjernet hemmeligstemplede dokumenter, hvilket Feinstein har afvist.
Den fremtrædende senator påstår til gengæld, at CIA har hacket computere, som udvalgets ansatte brugte i deres arbejde med at udarbejde den foreløbige rapport om det omstridte afhøringsprogram.
Senator Patrick Leahy siger om Dianne Feinsteins tale, at han aldrig tidligere har hørt en vigtigere tale holdt i Senatet.
/ritzau/Reuters