Skiferien nærmer sig med hastige skridt, og for mange danskere betyder det tid til at finde skitøjet frem og planlægge årets tur til sneklædte bjerge.
Pakkelisterne bliver skrevet med omhu, men én essentiel ting bliver ofte overset: rejseforsikringen.
Selvom mange stoler på det blå sygesikringskort som deres sikkerhedsnet i udlandet, kan det vise sig at være en kostbar fejltagelse.
Vi danskere er nemlig gode til at komme til skade på løjperne og pisterne. Så et godt råd fra Forsikringsoplysningen lyder: Få styr på rejseforsikringen inden skiferien.
Sidste år fik 1.300 danskere hjælp fra SOS International. Det var særligt knæ og underben, der fik skader på skiferien.
Sådan skriver Forsikringsguiden i en pressemeddelelse.
"Du skal nok blive behandlet, hvis du kommer til skade under din skiferie, men det er en god ide, at tjekke om din egen forsikring er gyldig, og om den dækker skisport og hjemtransport fra ferien, hvis uheldet er ude", siger Anne Garde Slothuus, forsikringsekspert hos Forsikringsop-lysningen.
"Har du glemt rejseforsikringen, kan du få dig en slem økonomisk mavepuster, hvis uheldet er ude og du f.eks. skal transporteres hjem med et ambulancefly. Her dækker det blå sygesikringskort nemlig ikke", siger Anne Garde Slothuus.
Det koster mellem 20.000-50.000 kr. at blive transporteret hjem, og hvis man i værste fald får brug for ambulancefly til en specialtransport, vil det være meget dyrere.
"Uden en rejseforsikring, der dækker dig på skiferien, skal du selv have pengene op af lommen. Sørg derfor for at supplere det blå kort med en rejseforsikring og tjek, om man i givet fald har den rigtige rejseforsikring, som også dækker skiferier. Nogle rejseforsikringer kræver nemlig, at man køber en tillægsforsikring, der dækker skisport", siger Anne Garde Slothuus.
Hun minder også om, at det f.eks. er obligatorisk at have tegnet en ansvarsforsikring, når du står på ski i Italien.
Ansvarsforsikringen er en del af indboforsikringen, og du kan få et certifikat på forsikringen, hvis du henvender dig til dit forsikringsselskab.
Hvis man ikke kan fremvise dokumentation for ansvarsforsikringen, kan man risikere at få inddraget sit liftkort og tvunget til at købe en forsikring.