Det amerikanske senat har torsdag stemt for at frigive opsigtvækkende og hemmeligstemplet rapport fra CIA om brutale forhørsteknikker, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rapporten konkluderer blandt andet, at tortur under forhør ikke virker.
Efterretningsudvalget i Senatet har med 11 mod tre stemmer besluttet, at amerikanerne skal have adgang til rapporten, og hvis ellers præsident Barack Obama giver grønt lys, kan den beslutning effektueres.
Det ventes, at Obama vil godkende frigivelsen, hvorefter efterretningstjenesten igen skal gennemgå rapporten med henblik på at vurdere indhold, der eventuelt fortsat skal være klassificeret.
CIA-rapporten har vakt opsigt med sin konklusion om, at waterboarding og andre grove forhørsmetoder ikke var med til at skaffe afgørende spor i jagten på Osama bin Laden.
Det har kilder tæt på folkene bag rapporten og eksperter med indsigt i efterretningstjenesternes arbejde allerede afsløret om den hemmeligstemplet rapport.
Fra det øjeblik, da verden fik besked om bin Ladens død for næsten tre år siden i en af USA's største succeser i kampen mod international terrorisme, har regeringen og flere højtstående CIA-kilder ellers henvist til, at "forbedrede afhøringsteknikker" havde betydning for sporingen af bin Laden.
Men den 6000 sider lange rapport om CIA's afhøringsprogram konkluderer, at torturmetoder og andre ulovlige afhøringsmetoder ikke førte CIA til bin Ladens skjulested.
- Det blev fundet gennem andre konventionelle metoder, hedder det i rapporten ifølge nyhedsbureauet AP, der citerer anonyme kilder med adgang til rapporten.
/ritzau/Reuters