Sen scoring snyder underdog for FA Cup-kvartfinale

admin

|

18/02/2014

Dagens topnyheder

Sæsonens udgave af FA Cuppen har stået i overraskelsernes tegn, og det er allerede sikkert, at mindst tre hold fra lavere rangerede rækker end Premier League bliver en del af kvartfinalerne.

Mandag aften kunne Brighton & Hove Albion, der til daglig tørner ud i den næstbedste engelske række, Championship, blive det fjerde hold ved at slå Hull fra Premier League. Det var få minutter fra at lykkedes.

Den argentinske angriber José Leonardo Ulloa tegnede sig for føringsmålet efter en halv time i første halvleg.

Det lignede længe et sejrsmål, men fem minutter før tid udlignede Hulls Yannick Sagbo til slutresultatet 1-1. Det er lig med omkamp, men her har Hull fordel af hjemmebane.

Vinderen af denne kamp har hjemmebane mod Sunderland fra Premier League i kvartfinalen.

Det er allerede sikkert, at semifinalerne får deltagelse af mindst et hold, der ikke optræder i Premier League til daglig.

I en af de øvrige kvartfinaler skal Sheffield United fra den tredjebedste række således møde enten Sheffield Wednesday eller Charlton Athletic. De to sidstnævnte, der begge er fra Championship, skal ud i en omkamp om kvartfinalepladsen.

Den forsvarende FA Cup-vinder Wigan fra den næstbedste række er også klar til kvartfinalen, hvor holdet ude møder Manchester City i en gentagelse af den seneste finale.

Den sidste kvartfinale er det eneste rene Premier League-møde. Her skal Everton på besøg hos Arsenal.

Kvartfinalerne spilles 8. og 9. marts.

/ritzau/