Seks nederlag på stribe øger presset på AGF

admin

10 år siden

|

22/04/2014

Dagens topnyheder

AGF er inde i en formkrise og tabte i går sin sjette superligakamp i træk.

Holdet er placeret lige over nedrykningsstregen, hvor der nu kun er ét point ned til Sønderjyske på ligaens 11. plads.

Aarhusianerne rykkede sidst ud af Superligaen i 2010, og her var midtbanespilleren Kasper Povlsen også med på holdet. Han indrømmer, at AGF-holdet kan begynde at mærke presset på sine skuldre.

- Vi kan jo ende med at rykke ned. Vi er presset, og det går den forkerte vej, så længe vi ikke henter nogle point. Det er tæt i Superligaen, især fordi Sønderjyske hentede tre point i weekenden.

- Vi kan heldigvis stadig afgøre tingene, fordi vi møder de andre nedrykningstruede hold, siger Kasper Povlsen.

Den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen erkender også, at AGF er i nedrykningsfare efter de seks nederlag i streg:

- Vi kan sagtens ende med at rykke ned, hvis ikke vi begynder at vinde nogle kampe. Det er desværre lidt stolpe ud for tiden.

AGF har en skæbnekamp på søndag, hvor modstanderen er Viborg på udebane i en regulær bundgyser.

- Vi har en interessant kamp mod Viborg i weekenden, og hvis vi spiller lige så godt som mod Brøndby, så er der en chance for at vi kan få point med hjem, fortæller Jørgensen.

Aarhusianerne er klar over, at de er nødt til at gå ud og slås for det, hvis de skal have vendt den negative stime.

- Vi er nødt til at begynde at hente nogle point og gerne på søndag. Vi viste en krigerattitude mod Brøndby, og det skal vi forsætte med fremover. Hvis vi kan det, så er jeg fortrøstningsfuld, siger Kasper Povlsen.

/ritzau/