Den mand, som angiveligt var Se og Hørs kilde om de kongeliges og de kendtes brug af kreditkort, har kontaktet Københavns Vestegns Politi og aftalt et møde i næste uge.
Det oplyser hans advokat, Michael Juul Eriksen, til Ritzau.
- Vi har kontaktet politiet og aftalt et møde i næste uge, siger Michael Juul Eriksen.
- For os er det vigtigt, at politiet har et retvisende grundlag at arbejde ud fra, når de foretager deres undersøgelser, fortsætter han.
Et formål med at henvende sig til politiet er også at sikre, at mandens rettigheder bliver overholdt.
- Desuden har alle udtalt sig i sagen, så han bør også give sit besyv med, siger advokaten, der understreger, at mange af de oplysninger, der har været fremme ikke er korrekte.
Manden var ansat hos IBM, hvor han udførte opgaver for PBS, der i dag har skiftet navn til Nets. Det gav ham adgang til fortrolige kreditkortoplysninger.
/ritzau/