Dip dye, hvor noget er dyppet i farve, så farvetonen bliver kraftigere og kraftigere, og tie dye - den klassiske batikfarvning - havde sin storhedstid i de glade hippiedage, men har nu fået et fortjent comeback både i modebilledet og i boligen.
Lige nu kan man både få tøj og masser af boligtilbehør som puder, plaider, gardiner og endda skabe med det elegante farvespil på. Og ovenpå en lidt farveløs periode, er det en glædelig nyhed, hvis man spørger Line Marie Laursen, der er boligredaktør på magasinet ISABELLAS.
- Ting med dip dye eller tie dye-farvespillet kan være med til at give lidt liv til en konservativ garderobe eller pifte stuen op. Nøjes dog med et enkelt item eller to med dip dye-effekt i din indretning, så tingene kommer smukt til sin ret, og dit hjem ikke kommer til at ligne et farveorgie fra 1970’erne. Sætter du dine dip dye-items sammen med ensfarvede eller mere neutrale ting, får du et moderne look, forklarer hun.
Dip dye selv
Er du gør det selv-typen, kan du med fordel kaste dig over dine egne projekter med det fine farvespil. Du kan for eksempel lave dine egne pudebetræk med batikfarve, dyppe et par stoleben i maling eller farvelægge en hel væg med nuancer, der changerer fra lyst til mørkt.
- Bruger du dip dye-effekten rigtigt, kan den være med til at skabe rum i rummet, for eksempel hvis du maler en lang væg på dyp die-måden og bruger den mørkeste ende til hyggehjørne, mens du sætter dit arbejdsbord, hvor der er lyst. En effekt, der også gør sig godt i mindre rum, der bliver brugt til flere forskellige ting, for eksempel kollegieværelser, hvor man både spiser og sover i samme rum eller det store kælderrum, der både skal fungere som gæsteværelse, opbevaringsplads og legerum for børnene, siger Line Marie Laursen.
Vær kreativ i køkkenet – se, hvad du OGSÅ kan bruge sukker til på isabellas.dk
Af Line Sølvhøj Johansson, ISABELLAS/NewsDesk Aller Media