Formel 1-legenden Michael Schumacher er stadig i opvågningsfasen efter sin skiulykke i Alperne den 29. december.
I et statement fra den tidligere racerkørers pressetalsmand Sabine Kehm, fortæller familien, at den stadig tror på, at den 45-årige tysker kommer sig over den alvorlige ulykke, som holdt ham i kunstigt koma i en måned.
- Familien fortsætter med at have en stærk tro på, at Michael bliver rask, og den har fuld tillid til lægerne. Det vigtige er ikke, hvor hurtigt han kommer sig, men at helingsprocessen skrider fremad kontinuerligt og på en kontrolleret måde, lyder det i pressemeddelelsen.
Michael Schumacher styrtede i en skiulykke ved den franske by Meribel den 29. december, og han blev med det samme lagt i et kunstigt koma, som han først indledte opvågningsfasen fra efter en måneds tid.
Han er to gange blevet opereret i hovedet for at lette trykket på hjernen.
Tyskeren vandt i sin aktive karriere 91 grand prix'er.
/ritzau/