Schmeichel: Jeg har sagt nej til interessante tilbud

admin

10 år siden

|

26/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For Kasper Schmeichel handler det kun om en ting i den kommende sæson. At forsøge at etablere sig som fast målmand i Leicester, der er rykket op i Premier League.

Der har ellers været tilbud fra andre klubber og mulighed for at rykke videre i fodboldkarrieren, men alle - også ret så interessante ting - er blevet afvist.

- Jeg kan ikke sætte konkrete ting på bordet. Men der har været muligheder, og der har været nogle meget interessante ting.

- Mit mål har altid været at spille i Premier League, og det skal Leicester nu, og jeg har det rigtig godt i klubben, siger Schmeichel.

Leicester vandt den næstbedste engelske række med Schmeichel som fast målmand, og det er også målet at bevare pladsen på højeste niveau.

- Jeg synes ikke, der er nogen grund til at begynde at tage chancer med min karriere lige nu. Man er aldrig garanteret at spille, men jeg ved da, at jeg har en god chance for at spille i Leicester.

- For mig har spilletid altid været det vigtigste. Hvis det ikke havde været tilfældet, så kunne der have været nogle meget sjove klubskifter på tale.

- Men det er ikke det, som jeg er interesseret i lige nu. For mig handler det om at spille og prøve at etablere mig selv som Premier League-målmand, og så må vi se derfra, siger han.

I øjeblikket er Schmeichel samlet med landsholdet i Helsingør, hvor han har udsigt til at starte inde i onsdagens venskabskamp mod Sverige i Parken.

- Det er en god duel. Jeg synes, at vi er tre rigtigt gode målmænd i truppen. Og vi vil selvfølgelig alle sammen spille. Så det handler om, at vi alle sammen leverer den bedste indsats, når vi træner.

- Hvis man så får chancen, så griber man den forhåbentlig, siger Kasper Schmeichel.

Ud over Schmeichel er Jesper Hansen og Stephan Andersen, som stod på mål i torsdagens 2-2-kamp ude mod Ungarn, også med i landsholdstruppen.

/ritzau/