SAS kommer ikke til at sende fly fra Danmark til Tyrkiet lørdag.
Det oplyser det skandinaviske flyselskab til nyhedsbureauet NTB i kølvandet af, at et formodet militærkup er i gang i Tyrkiet.
- Der er truffet beslutning om at indstille to flyvninger fra Oslo klokken 14 og København klokken 6.30 til Tyrkiet, siger Karin Nyman, kommunikationsdirektør hos SAS, til NTB.
Ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside er der også en SAS-flyvning til Tyrkiet klokken 6.00. Også denne skulle være aflyst, står der på hjemmesiden. Begge SAS-fly skulle være fløjet til lufthavnen ved turistområdet Alanya.
Også rejseselskabet Star Tour har valgt at aflyse sine fly til Tyrkiet lørdag. Der er tale om fem afgange, oplyser pressechef Nikolai Johnsen.
- Vi kommer til at have personale i lufthavnen til at vejlede og informere vores kunder. Kunderne kan frit ændre deres rejse til en anden destination, men de vil ellers få refunderet pengene for deres rejse til Tyrkiet, skriver han i en meddelelse.
Udenrigsministeriets Borgerservice har natten til lørdag ændret sin rejsevejledning til Tyrkiet. De danske myndigheder fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Tyrkiet på grund af sikkerhedssituationen.
/ritzau/