Sansa, Arya og Sandor: Flere danskere vil hedde noget helt unikt

Kristine Bugbee

451 uger siden

|

04/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Før den nye navnelov trådte i kraft i 2006, var der ca. 10.000 godkendte navne i Danmark. I dag findes der 33.446.

Årsagen er, at stadigvæk flere danskere ønsker at have et helt unikt navn.

- Man vil ikke længere hedde det samme som naboen, og man ønsker heller ikke, at ens børn skal hedde det samme som andre i klassen. Tidligere kunne man se lidt mere på folks navne, hvilken baggrund de havde, eller hvor de kom fra. Nu er alle deres egen og unikke person, og alle ønsker at skille sig ud, siger Birgit Eggert, der er navneforsker ved Københavns Universitet, til Søndagsavisen

Over listen af forholdsvist nyligt godkendte navne er for eksempel Sansa, Arya, Sandor, Thyrion og Shae, som alle er karakterer i den populære serie Game of Thrones.

For tre år siden blev Julie Bulskov-Wichmanns datter den første person i Danmark med navnet Abba.

- Det handlede om at give vores datter et specielt navn. Vi kunne rigtig godt lide de navne, der var fremme på det tidspunkt, som Alba og Alma, men vi havde ikke lyst til, at vores datter skulle hedde det samme som alle andre piger. Så vi fandt på at kalde hende Abba, forklarer Julie Bulskov-Wichmann.

Hos Statsforvaltningen behandler man lige nu 1.200 ansøgninger om nye navne, der ikke er godkendt i Danmark. Kontorchef Hroar Kolmos fornemmer ind imellem, at det er navne, der har været forbi en numerolog, og ser også tendenser til rollespilsnavne eller karakterer fra tv-serier.

- I det hele taget er det tydeligt at se, hvad der optager danskerne, når man kigger på deres ansøgninger om nye navne, siger han.

Før den nye navnelov trådte i kraft i 2006, kostede det 3.000 kroner at skifte navn. Nu koster det 510 kroner. 4.200 danskere skiftede navn i 2015. 

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: