Samsung fører på smartphone-markedet

admin

|

30/04/2014

Dagens topnyheder

Den sydkoreanske producent af smartphones, Samsung, har bevaret sin førerposition i den første del af 2014. Kinesiske rivaler haler imidlertid ind på gigantvirksomheden, viser en ny undersøgelse.

Det samlede globale smartphonemarked voksede 28,6 procent i forhold til for et år siden med 218,8 millioner enheder solgt, viser undersøgelsen fra IDC.

Det var et fald på 2,8 procent i forhold til fjerde kvartal.

Samsung havde en markedsandel på 30,2 procent mod 31,9 procent et år tidligere.

Apple har bibeholdt en andenplads med en markedsandel på 15,5 procent, hvilket er et fald i forhold til 17,1 procent et år tidligere.

Kinesiske Huawei fastholdt en tredjeplads med en global markedsandel på 4,7 procent og en vækst i salget over et år på 47 procent.

En anden kinesiske producent, Lenovo, havde en vækst i salget på 63 procent og en markedsandel på 4,6 procent efterfulgt at det sydkoreanske LG med en andel på 4,4 procent.

- Vi venter en stadig stærkere efterspørgsel i kraft af de ny fremvoksende markeder, billigere produkter og udbredelse af 4G-netværk, siger IDC-analytikeren Ramon Llamas.

- Der er lagt op til nye rekorder sidst på året, siger han.

IDC's forskningsleder, Melissa Chau, siger, at smartphonemarkedet i stigende grad drives af Kina.

- Hele markedet er under hurtig forandring og afspejler stigningerne på det største marked, som er Kina. Herfra blev 40 procent af verdens smartphones afsat i første kvartal til kinesiske forbrugere, siger Chau.

Ifølge undersøgelsen er Googles Android det klart største styresystem, som sidst i 2013 havde omkring 80 procent af det samlede salg.

Apple og Samsung fortsætter et retsopgør i USA og andre steder, hvor den amerikanske gigant beskylder rivalen for at have krænket patenter.

/ritzau/AFP