Der blev affyret flere skud i Bangkok tirsdag ved en af militærets anlæg, hvor Thailands premierminister skulle holde møde for at tale om weekendens valg. Mindst to personer blev såret, siger en talsmand for de regeringsfjendtlige demonstranter.
- Nogle affyrede skud. En demonstrant blev skudt, og manden, som skød, blev selv såret, siger Chumpol Jumsai, der er en af demonstrationslederne.
Skuddene blev affyret fra stor afstand af det igangværende møde og tæt på det sted, hvor hundredvis af regeringsfjendtlige demonstranter er samlet i den thailandske hovedstad.
Premierminister Yingluck Shinawatra skulle holde møder med valgkommissionen på det militære anlæg for at drøfte afviklingen af det kommende parlamentsvalg.
Valgkommissionen siger, at regeringens plan om at holde valg på søndag 2. februar er alt for urealistisk på grund af urolighederne i landet. Den ønsker at få det udskudt med op til fire måneder.
- I dag er vi her for at vise regeringen, hvilket forhindringer, der ligger foran os, hvis vi holder valg den 2. februar, siger Somchai Srisutthiyakorn fra valgkommissionen.
- Vi frygter, at der i givet fald vil komme kaos. Vi anbefaler, at valget udskydes i tre eller fire måneder, tilføjer han.
Forud for mødet fastholdt regeringen, at den vil insistere på, at valget 2. februar skal afholdes, fordi flertallet af befolkningen ønsker det.
Thailand har i flere måneder været plaget af tiltagende politiske uroligheder.
Tusindvis af mennesker har dagligt demonstreret ved regeringsbygninger i Bangkok mod landets premierminister, som bliver beskyldt for omfattende korruption.
Urolighederne brød ud i efteråret, og som en konsekvens af volden opløste premierministeren parlamentet og udskrev nyvalg.
Regeringen indførte i sidste uge undtagelsestilstand i hovedstaden Bangkok og omliggende provinser. Formålet er at forsøge at få kontrol over de mange demonstranter, der ønsker at fjerne premierministeren fra magten.
/ritzau/Reuters