Når en mand og en kvinde stifter familie sammen, opfører de sig sjældent på samme måde som forældre, og det er der to gode forklaringer på.
Dem skal vi forholde os til, hvis vi vil forstå, hvordan far og mor skal samarbejde i fremtiden, både ude og hjemme.
Mænd forventes at være skaffer, kvinder forventes at være omsorgsgiver
Ser man på de forventninger, der er til mænd og kvinder, når de stifter familie, er de meget forskellige:
Far forventes stadig i det brede samfund at være den, der indhenter levebrød til familien, mens mor forventes at være den, der sikrer den følelsesmæssige omsorg for familien. Det viser forskning fra både Danmark og USA.
Hvad betyder disse forventninger så for os? De betyder såmænd, at de fleste mænd – surprise – tænker og opfører sig som skaffere og kvinder som omsorgsgivere.
Tag mit eget eksempel: Da min datter startede i daginstitution, havde jeg det svært med, at hun ofte først blev hentet klokken lidt i 17 hver dag, fordi vores travle arbejdsliv ellers ikke kunne hænge sammen.Min kæreste syntes ikke, det var noget problem – han var til gengæld meget optaget af, at vi havde en vis indkomst, så vi kunne opretholde vores levestandard, ikke mindst for vores datters skyld.
Udkommet blev, at jeg kvittede mit job og blev selvstændig, for at få en fleksibilitet til at være den forælder, jeg gerne ville være for mit barn, på trods af at jeg egentlig betragtede mig selv som en ambitiøs kvinde. Min kæreste arbejdede videre i samme spor og avancerede endda i graderne på sit arbejde i de kommende år.
Med den type forventninger til mor og far synes jeg, at disse to forskellige reaktionsmønstre er helt forståelige om end uhensigtsmæssige i ligestillings-Danmark anno 2015.
Derfor står vi foran at skulle gøre op med disse meget traditionelle forventningsmønstre. Eller skal vi? En af årsagerne til, at det er sådan, skal nemlig højst sandsynligt findes i vores hjerner.
Læs også: Her er de 12 dødssynder, jeg begår jævnligt som forælder
Kvinder får en masse biologisk forærende – mænd skal arbejde for det
Vordende mødres kroppe og hjerner gennemstrømmes af rigtig mange hormoner under graviditeten. Derfor sker der automatisk markante neurologiske ændringer, der hjælper kvinder med at kaste sig hovedkulds ind i opgaven som mødre.
Der bliver skruet op for de hjernekredsløb, der relaterer sig til en kærlig, plejende adfærd, og ned for skepticisme og tilbageholdenhed – helt uden mødrene behøver gøre noget for det.
Forskning viser, at der ikke sker en tilsvarende dramatisk neurologisk forandring for vordende fædre, selvom fædre heller ikke går helt upåvirket hen. Testosteron-niveauet falder, og østrogen-niveauet stiger – tilsyneladende helt automatisk – hos nybagte fædre.
Det danner grundlag for en nemmere indøvning af omsorgsrollen, men umiddelbart ser de neurologiske forandringer hos fædre langt hen ad vejen ud til at være bestemt af samværet med den lille ny.
Fædre kan altså til en vis grad skrue op og ned for ”babykulleren”, afhængig af hvor meget de vælger at engagere sig i samvær og omsorg for barnet fra begyndelsen.
Kvinderne ser altså ud til at være mere følelsesmæssigt involverede fra biologiens hånd end mændene, der altså skal arbejde lidt hårdere for at skabe og opretholde det tætte bånd til deres børn helt fra vuggealderen.
Læs også: 5 grunde til at forældre giver deres børn lavt selvværd - og 9 måder at gøre det godt igen
Smut hjem til kødgryderne?
Nu kunne du tro, at jeg så mener, at mødre blot skal opgive ævret og smutte hjem til kødgryderne, en gang for alle. Det gør jeg ikke, for vi befinder os trods alt i 2015, hvor kvinder bestemt har lige så meget byde på på arbejdsmarkedet som mændene, og hvor mange kvinder rent faktisk får energi på arbejdet til at håndtere hjemme-cirkusset.
Og jeg mener for den sags skyld heller ikke, at mænd skal melde sig ud af hjemme-aktiviteterne og hellige sig arbejdslivet, for far har og bør have en lige så stor rolle som mor i livet i hjemmet, og forskning viser, at engagerede fædre er bedre erhvervsledere.
Men jeg mener, at vi skal slutte fred med, at mødre af både sociologiske og biologiske årsager ofte føler sig lidt mere ansvarlig for familielivet end mænd.
Om vi ønsker at sole os i den kendsgerning og reproducere den eller gå i rette med den, er op til os selv og afhænger af, om det er forventningerne eller biologien, vi tillægger mest betydning. Og jeg tror, det er det dilemma, de næste mange års familie- og kønsdebat kommer til at handle om.
Lisbeth Odgaard Madsen blogger for Dagens.dk og er forfatter til bogen 'Ambitiøse Mødre – Syv indsigter, der ruster dig til tovtrækkeriet mellem job og familieliv'. Hun ejer Potential Company, der hjælper virksomheder og deres kvinder med at gøre ligestillingsudfordringen til en overskudsforretning – for begge parter.
Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:
