Så kan det jo ske for alle: Sådan vandt årets heldigste dansker i Lotto

Emil Martesen

1 dag siden

|

04/01/2025
Nyheder
Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil
Så kan det jo ske for alle.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der blev hverken råbt eller skreget eller jublet højlydt, da en kvinde fra Haderslev Kommune for nyligt vandt 1.000.000 kroner i Lotto via Millionærchancen. Tværtimod:

”Prøv å’ hør’… du har set min adresse: Jeg er jo jyde! Jeg trækker på skuldrene og siger ’Det er meget dejligt’, ’Det ordner sig nok’. Det er en stille jysk glæde. Man kan ikke se den på mig, men jeg kan mærke den", siger kvinden stille og roligt, da hun skal fortælle om øjeblikket, hvor det gik op for hende, at hun var blevet millionær.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Hun loggede selv ind på sin spilkonto hos Danske Spil, og da hun opdagede, at der stod 1.000.000 kroner mere end hun lige havde regnet med, reagerede hun iskoldt:

”Jeg skyndte mig at overføre pengene til min bankkonto, for når de står der, så må den være god nok. Og da de så stod i banken, så tænkte jeg: Det er vildt, det her. Det er på samme tid ikke ret mange penge og stadig vildt mange penge. Ikke så man kan være økonomisk fri hele livet, men det kan gøre tingene en smule lettere. Jeg synes, jeg er rigtigt heldig", fortæller hun.

Og det må man da nok sige: For kvinden havde ikke lagt særligt mange lodder i hatten, da hun vandt:

”Jeg spiller kun én række om ugen. Det er tallene fra ungernes fødselsdage", konstaterer hun bare.

Har brugt halvdelen af gevinsten

Kvinden fortæller, at hun har brugt omkring halvdelen af pengene på at betale gæld ud og oprette en realkreditopsparing, og resten … dem er der ikke lige planer for.

”Jeg finder vel ud af, hvad den anden halvdel skal gå til, jeg har ikke travlt. Nu sidder jeg uden husleje, det er ret dejligt. Det er et spørgsmål om frihed. Frihed til at sige, at hvis jeg ikke gider arbejde fuldtid, så kan jeg lade være", siger hun og forklarer, at der ikke er planer om deltid her og nu – det handler mere om en slags fremtidssikring.

”Jeg kan godt lide mit arbejde. Så længe jeg kan, arbejder jeg fuld tid. Jeg er jo ikke doven, men på et tidspunkt rammer man jo nok muren, og de gider vel heller ikke have en på 70 år", siger hun.

Kvinden fortsætter i øvrigt med at spille den enlige række uge efter uge, og nok er hun er afdæmpet i sin fejring, men optimismen fejler bestemt ikke noget.

”Jeg er sikker på, at jeg får endnu et opkald fra Danske Spil. Og næste gang vinder jeg ikke kun én million. Og SÅ lover jeg, at jeg nok skal bruge pengene på alt det klassiske. SÅ skal jeg ud og rejse og alt det der", siger hun med et stille grin.