Hvis dit hjerte banker for alle de klassiske sommerhusdyder, så er du er til vand, strand og sommerhusområder, hvor der er isboder, sandaludsalg og mulighed for at gå ud om aftenen.
Netop derfor er områder som Skagen, Blåvand, Bornholm, Tisvilde og Rørvig evigt populære. Men trods sin placering midt i landet hitter Billund også med sin placering ved Legoland og Lalandia.
Boligsiden.dk har fundet de billigste sommerhuse i de seks skønne sommerhusområder. Men ”billig” er en relativ term i disse områder, der er så populære, at de billigste sommerhuse med en enkelt undtagelse starter ved en million kroner.
Områderne på listen her er virkelig populære, og det afspejler prisen. Synes man en million er for meget, er der mange andre områder, hvor man sagtens kan få sommerhus for et langt mindre beløb. Som sommerhuskøber skal man ikke lade sig afskrække af listen her, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Skagen
Nordstjernevej 23, 9990 Skagen
Skagen er lig med naturoplevelser på Grenen og i den nærliggende Råbjerg Mile, udsigt på Solnedgangspladsen og is nede i gågaden med specialbutikker, cafeer og livemusik. Skal det være rigtig billigt i Skagen, skal du have fat i en ferielejlighed. Her starter priserne ved 145.000 kroner.
Men vil du ikke dele med andre, skal du have dit helt eget sommerhus, og så kommer du op over en million kroner. For den pris får du et sødt, blåt træsommerhus, der ligger perfekt på blind vej ud til naturområdet ved Grenen.
Udbudspris: 1.195.000 kr.
Blåvand
Underskønne Blåvand ligger i Varde Kommune helt ud til Vesterhavet. Her er der blæst, sol og strandliv for alle pengene. Om dem skal der være en del af for at komme ind på sommerhusmarkedet netop her.
Ifølge nyeste tal fra Boligsidens Markedsindeks med tal til og med marts 2014, har Varde taget prisen som Danmarks dyreste sommerhuskommune med priser på 19.459 kroner pr. kvadratmeter sommerhus.
Det billigste, beboelige sommerhus i Blåvand koster da også en god million. Det er et 94 kvadratmeter stort træhus i original stand, der ligger på en stor naturgrund på 2.818 kvadratmeter.
Udbudspris: 1.099.000 kr.
Tisvildeleje
Tisvildeleje er Sjællands svar på Skagen. Her holder de rige og hippe til, når solen banker på, og strandlivet trækker. Tisvildeleje ligger i Gribskov Kommune, der har landets næsthøjeste kvadratmeterpriser for sommerhuse, kun for nylig slået af førstepladsen af Varde kommune.
Også her kommer prisen over en million for det billigste sommerhus, der er en hyggelig oase kun få hundrede meter fra stranden.
Udbudspris: 1.195.000 kr.
Rørvig
Rørvig er et af de gode, gamle, klassiske sommerhusområder. Sommerlivet går sin gang i fiskerlejet, hvor børnene fanger krabber, og hvor man kan køre på shoppetur i nærliggende Nykøbing Sjælland by.
Her kan du for under en million erhverve et sommerhus, der er lige så klassisk som området: Et hyggeligt træhus med trævægge placeret på en dejlig solrig grund, hvor der også er en ekstra gæstehytte.
Udbudspris: 775.000 kr.
Billund
Mange ved ikke, at Billund danner rammen om et stort og eftertragtet sommerhusområde. Der er godt nok langt til havet, men det bekymrer ikke de glade sommergæster, der i stedet vender næsen mod dage med leg og liv i evigt populære Legoland og badelandet Lalandia.
Placeret næsten klods op af lufthavnen, er det ikke naturoplevelserne, der trækker, men udelukkende garantien for glade unger.
Sommerhusene er er pæne og i god stand, og så er de dyre. Til gengæld indgår de fleste i lejeaftaler, hvor de kan udlejes gennem Lalandia Billund, hvilket kan give dig lidt ekstra på kistebunden.
Udbudspris: 1.495.000 kr.
Bornholm
Bornholm er det billigste, populære område at købe sommerhus i – og så er der endda solskin, klippeø og røgede sild for alle pengene.
Priserne starter ved 169.000 kroner for en hytte i Hasle Hytteby, men skal du have noget mere privat, kan du få en ikke mindre end 130 kvadratmeter stor fritidsbolig i Hasle for knap 200.000 kroner.
Her er der plads til hele familien, og boligen kan købes både som helårs- eller fritidsbolig.
Udbudspris: 195.000 kr.