S vil give små og mellemstore virksomheder større fradrag

Redaktionen

431 uger siden

|

16/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringen bør i sin 2025-plan satse på at give små og mellemstore virksomheder bedre vilkår i stedet for eksempelvis at sænke topskatten.

Det mener Socialdemokraterne.

Partiet foreslår blandt andet et øget fradrag til virksomhederne i stedet for at håbe på, at øget privatforbrug vil give mere økonomisk vækst.

Det skriver Børsen.

- Danmarks vækst er i slæbesporet. Det ville være skønt, hvis danskere øgede deres privatforbrug, men vi tror ikke på, at de tør gøre det. Vi tror til gengæld meget på, at man kan genskabe forbruget og optimismen gennem en reel vækst skabt af virksomhederne, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, til avisen.

Partiet foreslår konkret at afsætte en halv milliard kroner årligt til at give små og mellemstore virksomheder et større fradrag. På den måde kan de trække et større beløb fra i Skat, end de kan i dag.

Samtidig er Socialdemokraterne klar til at gøre det lettere for virksomhederne at låne penge. Derfor skal der ifølge det store oppositionsparti afsættes fem milliarder kroner til Vækstfonden, hvor der skal også oprettes en reel kreditvurderingsafdeling.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, er klar til at se på forslaget, skriver Børsen. Liberal Alliance vil hellere sænke selskabsskatten, understreger erhvervsordfører Joachim B. Olsen.

Socialdemokraterne tager tirsdag hul på partiets sommergruppemøde.

/ritzau/