Socialdemokratiet ser positivt på en nordisk grænsekontrol til Tyskland, hvor Danmark tjekker grænsen i samarbejde med Norge og Sverige. Derfor bør statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlægge sit forslag, som præsenteres i DR Nyheder.
Det siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, om Løkkes forslag til en nordisk grænsekontrol som svar på den massive strøm af asylansøgere og migranter til Europa.
- Vi opfordrer statsministeren til at fremlægge en konkret plan for, hvordan det skal gennemføres. Det er vigtigt at få afklaret, om det er en strøtanke fra statsministeren, eller om han har drøftet det med sine nordiske kolleger, siger Nicolai Wammen.
Løkke påpeger, at grænsebommene er rejst mellem Danmark, Norge og Sverige, fordi Danmark og Sverige har styrket grænsen til Tyskland.
- Man kunne forestille sig, at de nordiske lande i højere grad samarbejdede om en fælles nordisk grænse i stedet for at have en så tung grænsekontrol, som vi har internt i Norden nu, siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.
Socialdemokratiet ser gerne et tættere nordisk grænsesamarbejde, siger partiets politiske ordfører.
- Vi ser positivt på et stærkere nordisk samarbejde. Men vi har også set, at der har været meget dårlig kontakt mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans nordiske kolleger, siger Nicolai Wammen.
På EU-topmødet 19. februar drøfter stats- og regeringscheferne dels en britisk løsning, dels forhandler de styrket grænsekontrol.
Sverige indførte id-kontrol efter at have modtaget 160.000 asylansøgere og migranter i 2015. Det besvarede Danmark med grænsekontrol.
- Det er vigtigt, at øget nordisk samarbejde ikke betyder en svækkelse af den danske kontrol med, hvem der kommer til Danmark, siger Nicolai Wammen.
/ritzau/