Rytterne kører Giro-etape trods ballade

admin

|

28/05/2014

Dagens topnyheder

17. etape i Giro d'Italia blev indledt som planlagt klokken 12.15 onsdag.

På grund af de store misforståelser om en farlig nedkørsel på tirsdagens bjergetape havde nogle hold ellers truet med at boykotte starten onsdag.

Sportsdirektørerne fra de deltagende hold arrangerede først et impulsivt møde ved en bygning tæt på holdbussernes parkeringsplads.

Senere stødte også repræsentanter fra de italienske arrangører og den internationale cykelunions kommissærer til, da mødet rykkede til Tinkoff-Saxo-holdets bus.

Hverken sportsdirektører eller arrangørerne har ønsket at kommentere, hvad de har talt om. Alle henviser til, at der kommer en officiel udtalelse senere på dagen, formentlig først efter den 208 kilometer lange etape.

Nairo Quintana (Movistar) indleder således etapen i løbets lyserøde førertrøje, som han erobrede tirsdag. Colombianeren har et forspring på 1.41 minutter til landsmanden Rigoberto Uran (Quickstep).

/ritzau/