"Hold op med at ryge og tag ti kilo på".
Mange eks-rygere har på egen krop erfaret, at knap er den sidste cigaret slukket, før nålen på badevægten stiger.
Men nu viser forskning fra Københavns Universitet, at vægtøgningen er begrænset, og at rygestoppet blot sender rygerne tilbage til deres naturlige vægt.
- Rygere vejer mindre end ikke-rygere, fordi nikotin mindsker appetitten og øger stofskiftet. Det vil sige, at rygere har en kunstig lav vægt, siger læge og ph.d. Rasmus Køster-Rasmussen.
Sammen med kolleger fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet og Klinisk Institut ved Syddansk Universitet dokumenterer han i en undersøgelse, at eks-rygerne blot kommer op på den vægt, de ville have haft, hvis de aldrig havde røget.
- Med undersøgelsen får vi nu et værktøj, vi kan bruge i vores rygestoprådgivning i almen praksis. Det er nok nemmere for folk at acceptere en vægtøgning, hvis de får at vide, at den er naturlig, siger Rasmus Køster-Rasmussen.
Undersøgelsen er lavet blandt 1374 patienter, der var tilknyttet den samme almene lægepraksis i Ørum nær Viborg fra 1998–2008.
I den periode tog ikke-rygerne 1,8 kilo på, rygerne 1,1 kilo, mens de, der var stoppet med at ryge, lagde 4,6 kilo til deres vægt.
Det svarer til, at eks-rygerne tog 2,8 kilo mere på end ikke-rygerne og 3,5 kilo mere end de, der fortsatte med at ryge.
På Stoplinien, der støtter rygere i at holde op, siger konsulent Maren Svane, at frygten for at blive overvægtig optager mange rygere, især kvinder.
- Vi taler ofte med rygere, der har hørt om andre, der har taget rigtig meget på, og derfor konkluderer de, at det er sådan, det er, fordi stofskiftet ændrer sig.
- Vores opgave er så at forklare, at ganske rigtigt falder stofskiftet, når man holder op med at ryge, men at det er meget lidt. Alt andet er en sejlivet myte, siger Maren Svane til Ritzau.
/ritzau/