Ryder Cup-kaptajn overvejer wildcard til Tiger Woods

admin

10 år siden

|

11/08/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det meste af Tiger Woods' 2014-sæson er blevet spoleret af en rygskade, og det er tvivlsomt, om golfstjernen bliver blandt deltagerne i årets Ryder Cup - holddysten mellem USA og Europa.

Woods stillede i den forgangne uge op til PGA Championship trods rygproblemer, men han formåede ikke at klare cuttet til weekendens finalerunder.

Efter årets sidste major er ni af USA's 12 deltagere på plads til Ryder Cup. Woods skal tildeles et wildcard for at blive blandt deltagerne.

Den mulighed er kaptajnen Tom Watson åben for.

- Det vigtigste er Woods' helbred. Er han frisk og spiller godt, vælger jeg ham. Men lige nu er hans helbred ikke godt.

- Det er altså Tiger Woods, og han bidrager med meget til holdet, hvis han har evnen til at spille. Jeg ville være dum, hvis jeg ikke overvejede ham, siger Tom Watson.

De ni automatiske deltagere for USA efter PGA Championship er Bubba Watson, Rickie Fowler, Jim Furyk, Jimmy Walker, Phil Mickelson, Matt Kuchar, Jordan Spieth, Patrick Reed og Zach Johnson.

De tre wildcards bliver fordelt 2. september.

Ryder Cup spilles fra den 26. til 28. september.

/ritzau/Reuters